Om Boligselskabet

Albertslund Ungdomsboliger

AUB står for Albertslund Ungdomsboliger, men kunne også stå for Almen Ungdomsbolig.

I modsætning til de fleste andre almennyttige boligselskaber, der er store foretagender med mange boligafdelinger, er Albertslund Ungdomsboliger (AUB) et lille selskab med kun én afdeling, nemlig Morbærhaven. Det betyder, at afstanden fra dig som beboer og til selskabets bestyrelse er temmelig kort; alle beboere har mulighed for at påvirke beslutningsprocesserne. Som beboer i en almen ungdomsbolig har du en lang større indflydelse på dine konkrete boligforhold – og boligselskabet som helhed – end du ville have haft hvis du havde boet på et almindeligt kollegie.

Du kan læse mere om hvordan du opnår indflydelse på din tilværelse i Morbærhaven under vores afsnit om Beboerdemokrati.

Hvad er en almen bolig?
En almen bolig en lejebolig, der er ejes af et boligselskab og som er opført med støtte fra det offentlige. Boligerne opføres i samarbejde med kommunerne. I Danmark bor der ca. 1 million mennesker i de lidt over 500.000 almene boliger der findes. Det betyder at én ud af fem boliger i Danmark er almene.

Alle almene boligselskaber er underlagt regler og krav fra det offentlige med hensyn til drift og beboerindflydelse. Det betyder bl.a. at du som beboerne kan være med til at træffe mange af de væsentlige beslutninger vedrørende din boligafdeling.

Boliger for alle
Almene boliger skiller sig på mange måder ud fra hvordan det private boligmarked fungere. Alle almene boligselskaber er underlagt en formålsparagraf i loven om almene boliger.

Den beskriver at:
Almene boligorganisationer har som formål at stille passende boliger til rådighed for alle med behov herfor til en rimelig husleje samt at give beboerne indflydelse på egne boforhold.

Derudover så er almene boligselskaber også en vigtig social spiller i samfundet. Kommunen kan nemlig disponere over hver fjerde ledige lejlighed, som den kan henvise borgere i akut boligmangel til. Det er bl.a. særligt kommet til udtryk i 2022 ifm. Ruslands angreb på Ukraine hvor Albertslund Ungdomsboliger i samarbejde med Albertslund Kommune har sikret boliger til ukrainske flygtninge.

Non-profit – ingen tjener penge på dig
Noget andet særligt for almene boliger er at der ikke er nogen, der skal tjene penge på dig – det er din garanti for en rimelig husleje. Huslejen skal altid svare overens med de reelle udgifter for Morbærhaven. Det gælder både de daglige udgifter, men også til de udgifter, der kommer hen ad vejen. Det betyder at der også løbende lægges penge til side, så boligerne løbende kan blive vedligeholdt og moderniseret.

Der skal altså ikke være noget overskud i Albertslund Ungdomsboliger / Morbærhaven. Det skal bare løbe rundt.

Beboerdemokrati
I loven er almene boligselskaber også underlagt krav om at sikre beboerindflydelse. Det kommer til udtryk i beboerdemokratiet, som er en betydelig forskel mellem almene boliger og andre boligformer.

Som beboer i Morbærhaven har du derfor mulighed for at få indflydelse på, hvordan Morbærhaven skal se ud og hvilke aktiviteter, der skal være. Rigtig mange af beslutningerne ligger hos den beboervalgte afdelingsbestyrelse. Beslutningerne kan fx være vedrørende nye striber på parkeringspladsen, renovering af sportsanlæg, afholdelse af diverse arrangementer osv. Andre beslutninger om fx husdyrhold og større renoveringer på boliger skal bringes op på afdelingsmødet, hvor alle beboere har stemmeret. Det er også her at du som beboer,  er med til at godkende og vedtage Morbærhavens budget.