Archives

keramik holder workshop

Drej din egen krukke

af: Linnea Kadziola

Øvet eller ej. Der er plads til alle i Morbærhavens keramikgruppe, som i denne måned  holder workshopdage. Du behøver hverken at have drejet før eller være medlem af gruppen for at kunne deltage. 

Over to aftener, hhv. den 10. og 11. maj, vil du lære om alle faserne fra lerklump til færdigformet krukke. Grunden til, at workshoppen foregår over to omgange, er, at leret skal nå at tørre lidt, før bunden kan trimmes.

“Keramikgruppen er det kreative værksted, hvor du kan folde dine ideer ud i stentøj og porcelæn.“

Glaseringen, som man kalder det at farve leret, vil være temaet for næste workshop. Mere information herom finder du i næste måneds Fiset eller på keramikgruppens Facebookside ‘Keramik i Morbærhaven’.

På Facebooksiden kan du også følge med i gruppens aktiviteter og være blandt de første til at høre om kommende arrangementer. Det kan være alt fra spontane keramikdage til rengøring af studiet. Som tak for hjælpen er der pizza og sodavand til alle, der hjælper til under rengøringerne. 

Velkommer nye medlemmer

Keramikgruppen tager med åbne arme imod nye medlemmer. For at blive medlem, skal du blot deltage i et af gruppens møder, som for det meste afholdes den anden mandag i måneden. Næste møde er således den 9. maj kl. 19.00.

For at få nøgleadgang til lokalet skal du have deltaget i tre møder i løbet af 4 måneder. Med nøgleadgang kan du give dig i kast med egne keramiske kreationer. Eksempelvis har de nuværende medlemmer i gruppen lavet alt fra vaser og tallerkener til figure af pelikaner og spillebrikker til skak. 

Gruppen har både porcelænsler, stentøjsler og skulpturler. Når du bliver medlem eller deltager i workshoppen, får du meget mere at vide om, hvad de forskellige typer kan bruges til. Så kom forbi til noget lærerig leg. 

Kom til workshop

Du tilmelder dig workshoppen ved at skrive en mail til: keramik@aub.dk

Da gruppen har et begrænset antal drejebænke, sker tilmelding efter først-til-mølle-princippet. 

Dato: 10. og 11. maj

Tid: 18.30 – 20.00

Sted: Keramiklokalet i Center 4 (kælderen).