Bladgruppen
Velkommen
Gruppebeskrivelse
I Morbærhaven har vi vores eget medie – Det Sædvanlige Fis – og her laver vi historier om vores eget liv og de udfordringer vi møder som ”morbærvianere”. “Det Sædvanlige Fis” laves af Bladgruppen som består af en blanding af glade amatører og studerende indenfor medier og kommunikation, journalistik og grafisk design.
Formål
Det Sædvanlige Fis – i daglig tale ’Fiset’ – er et aktivt medie for beboerne i Morbærhaven. Vi har til opgave at informere om officielle aktiviteter i beboerforeningen såsom bestyrelses- og fællesmøder og generalforsamlingen, samt at fungere som kanal for beboerforeningens mange forskellige grupper.
Udover de officielle bundne opgaver arbejder Fiset for at give inspiration, skabe en levende debat og forholde sig kritisk til forhold der vedrører beboerne; såsom tiltag fra f.eks. AUB, afdelingsbestyrelsen eller kommunalbestyrelsen.
Historie & Fremtid
Fiset er udkommet siden august 1973 og er – så vidt vi ved – Danmarks ældste, fortsat udkomne beboerblad. Det er en arv vi lægger glæde og stolthed i. Fiset fylder snart 50 år og det tager vi forskud på at fejre i 2022 ved at gennemføre en total fysisk renovering og teknologisk opgradering af redaktionens lokaler og udstyr. I samme stil får også bladet en format- og layoutmæssig opstramning sammen med et ønske om at producere endnu mere spændende og relevant indhold indslag til havens beboere.
Kontakt
Ansvarshavende Redaktør: Casper Møller E-mail: redaktoer@aub.dk Spørgsmål: Du kan kontakte bladgruppen hvis du har spgm. ift. gruppen eller gerne vil deltage i gruppens næste arbejdsdag (se kalenderen på bagsiden af Fiset) så send os en mail på bladgruppen@aub.dk Beboer- og gruppeindlæg: Ønsker du at indsende et indlæg bedes du sende det til vores deadline fiset@aub.dk eller aflevere det i postkassen på forsiden af Center 3. |
Vedtægter
Bladgruppen opererer under de til enhver tid gældende bestemmelser i beboerforeningens vedtægter. Afsnittet vedrørende bladgruppen er gengivet herunder. Du finder vedtægterne for hele beboerforeningen hér.
Bladgruppen
§23 Bladgruppen er en åben gruppe som har til formål:
- at sikre, at alle beboere har ordinær fællesmødeindkaldelse og fællesmødereferat i hænde senest en uge før fællesmødet.
- at skabe debat mellem beboerne
- at passe redaktionen og stå for udlån af lokalet til andre redaktionelle og grafiske formål under beboerforeningen.
Bladgruppen fastsætter på et antal møder for det kommende nummer af Det Sædvanlige Fis.
Møderne skal offentliggøres, og enhver beboer kan deltage i disse møder og bladgruppens arbejde i øvrigt, og derigennem opnå indflydelse på bladets tilrettelæggelse. Redaktøren deltager som menigt bladgruppemedlem, men har dog vetoret overfor indlæg, hvor det må antages, at der kan opstå juridiske problemer.
Beboerbladet Det Sædvanlige Fis
Stk. 2. Beboerforeningen udsender et gratis beboerblad, for hvilket der gælder:
Bladet skal optage:
- Officielle bestyrelsesreferater
- Fællesmødedagsorden
- Fællesmødereferat
- Generalforsamlingsreferat
- Mødeoversigt
Alle beboerindlæg skal optages. Anonyme indlæg optages, når ophavspersonen er kendt af redaktøren.
Redaktøren har myndighed til at forkorte beboerindlæg, når dette anmærkes som redaktionel note i forbindelse med indlægget.
Det er tilladt grupper, foreninger og politiske organisationer, der er repræsenteret blandt beboerne i Morbærhaven, at bringe meddelelser og annoncer i bladet, når dette sker på ansvar af og med navns nævnelse af en beboer.
Stk. 3. Alle rettigheder til originalbidrag til Det Sædvanlige Fis tilhører ophavsmanden. Ved at indsende bidraget til redaktionen har ophavsmanden dog givet redaktionen tilladelse til, at den kan aftrykke bidraget i Det Sædvanlige Fis uden begrænsninger og uden vederlag.