Beboerdemokrati

Beboerdemokrati

I Morbærhaven har vi beboerdemokrati. Det vil sige, at du som beboer kan være med til at bestemme en stor del af de ting, der har direkte påvirkning på din bolig og hverdag i Morbærhaven. Det kan fx være renoveringer af lejligheder, fælleslokaler, nye ting til udeområderne, en ny hjemmeside eller helt andre spændende idéer.

Beboerdemokratiet i Morbærhaven er i det daglige delt op i 3 forskellige led. Det øverste led er repræsentantskabet. Repræsentantskabet er den øverste myndighed i Albertslund Ungdomsboliger. Det består af boligorganisationens bestyrelse samt 9 beboerrepræsentanter valgt på afdelingsmødet. 
Læs mere om repræsentantskabet hér.

Næste led i beboerdemokratiet er organisationsbestyrelsen (OB). OB er den daglige, politiske ledelse af Albertslund Ungdomsboliger og har det juridiske og økonomiske ansvar for boligselskabet og boligafdelingen. OB består af 5 medlemmer. Repræsentantskabets medlemmer vælger 4 af medlemmerne. Herudover udpeges 1 medlem af Albertslund Kommunalbestyrelse. 
Læs mere om organisationsbestyrelsen hér.

Sidste led  i kæden er afdelingsbestyrelsen (AB). Afdelingsbestyrelsens vigtigste opgave er at repræsentere de øvrige beboere og sikre, at afdelingsmødets beslutninger bliver ført ud i livet. Afdelingsbestyrelsen er også ansvarlig for at indkalde til afdelingsmøde. Derudover så er AB som noget særligt i Morbærhaven også udpeget som fungerende bestyrelse for Beboerforeningen Morbærhaven. Dvs. AB også står for beboerforeningens daglige drift og repræsentation.
Læs mere om afdelingsbestyrelsen hér.

Udover de tre ovenfor skitserede led så er det vigtigste element i beboerdemokratiet alle os beboere. Hvert år afholdes der et ordinært afdelingsmøde hvor beboerne kan komme direkte til orde og bl.a. skal vælge medlemmerne til repræsentantskabet og afdelingsbestyrelsen. 
Læs mere om afdelingsmødet hér.

Beboerdemokrati i beboerforeningen

I Morbærhaven har vi en søsterforening kaldet Beboerforeningen Morbærhaven. 

Det er igennem beboerforeningen at Morbærhavens mange forskellige sociale aktiviteter udspringer. Det er bl.a. beboerforeningen der sørger for de mange forskellige beboergrupper og større sociale arrangementer, samt sikrer eksistensen af vores eget beboerværtshus Den Våde Høne. 

Beboerforeningens daglige drift og repræsentation forestås af afdelingsbestyrelsen for Morbærhaven, samt de mange forskellige kontaktpersoner i grupperne og de enkelte tillidsvalgte som bestyreren for Den Våde Høne samt redaktøren for Det Sædvanlige Fis (Fiset). 

Beboerforeningen afholder fællesmøder den anden søndag i marts, juni, september og december, samt den årlige generalforsamling den 2. søndag i november. Ethvert medlem af beboerforeningen med gyldigt beboerkort kan deltage i foreningens møder og aktiviteter.
Læs mere om  bl.a. beboerforeningens grupper hér.