Cykelskuret

Om cykelskuret

De fleste gange har et cykelskur for enden af gangen. Du låser dig ind med din lejlighedsnøgle. Hvis du bor på en af de ‘halve’ gange, passer din nøgle i stedet til det nærmeste cykelskur – prøv dig frem. Cykelskuret må kun bruges til opbevaring af cykler. Det er forbudt at bruge det til opmagasinering eller til knallerter, scootere og/eller motorcykler. Det må gerne bruges til opbevaring af el-cykler, men det er ikke muligt at lade el-cyklen op i cykelskuret. Lyset i cykelskuret er koblet til udendørsbelysningen og tænder og slukker sammen med denne. Selvom alle beboere på gangen kan åbne cykelskuret med deres lejlighedsnøgle, betyder det ikke, at alle nøgler er ens – din nabo kan altså ikke låse din hoveddør op.

Administrationen afholder en oprydningsuge i slutningen af oktober eller starten af november hvert år. Her bliver cykelskuret ryddet for ting, som ikke hører til, samt gamle, efterladte cykler. For at kunne identificere efterladte cykler sikkert, mærkes disse med en tydelig seddel en måned i forvejen. Hvis du ønsker at beholde din gamle cykel, fjerner du blot sedlen. Er du bortrejst i længere tid, må du bede din nabo om at tjekke, om der skal fjernes mærke fra din cykel eller om du skal parkere din cykel et andet sted.

Beboerne på gangen er selvfølgelig velkomne til at hjælpe administrationen ved selv at rydde op i deres cykelskur. Husk at give andre beboere på gangen besked i god tid.


Billede af cykelskuret udefra