Kategoriarkiv: Renovering

Renovering af fællesvaskerier

Begyndende i næste uge bliver arbejdet med at renovere og modernisere Morbærhavens fire fællesvaskerier sat igang. 

Du kan i teksten herunder læse mere om de forestående projekter.

Fællesvaskerierne

Vores nuværende vaskerimaskiner er nu 10 år gamle og trænger til udskiftning. Bestyrelsen har efter en tilbudsrunde valgt Nortec som ny leverandør. 

Vaskerierne vil blive udstyret med 6 vaskemaskiner med forøget kapacitet, samt 4 varmepumpe tørretumblere.

Tørretumblere og energikrise

Det lukkede varmepumpesystem betyder at maskinerne affugter og genanvender luften i tørretumblerne, hvilket betyder, at tøjet kan tørres ved lavere temperatur, hvilket skåner tøjets fibre, er energibesparende og giver os et mere miljøvenligt resultat. De nye varmepumpe tørretumblere vil konkret resultere i en besparelse på 40-60% i elforbrug og CO2-udledning

Neutralt vaskemiddel

Som del af aftalen med Nortec kommer vi fremover til at benytte os af vaskemiddel fra Neutral. Med over 40 års erfaring og udviklet i samarbejde med Astma-Allergi Forbundet sikrer vi os med Neutral et vaskemiddel som er uden parfume og tilsætningsstoffer, samt har “Den Blå Krans”-mærket og Svanemærket. 

Social- og miljøindsats

I forbindelse med renoveringen har det været vigtigt for bestyrelsen, at renoveringen bliver forankret som en sammenhængende del af selskabets sociale- og miljømæssige indsats.

Vi fik derfor Nortec til at udfærdige et indretningsforslag med fokus på bedre at afspejle AUBs rød-grønne værdisæt ved at gøre vaskerierne mere miljøvenlige og æstetisk indbydende.

Forhåbningen er, at vi ved at gøre vaskerierne mere indbydende bl.a. kan skabe større interaktion mellem beboerne og bekæmpe socialisolation og ensomhed. 

Derudover ønsker vi som en del af vores miljøstrategi at gøre det mere tiltalende at benytte fællesvaskerierne fremfor at erhverve sig egne maskiner – som vi oplever at en del af vores beboere gør i dag, hvilket både er dyrere for vores enkelte beboere, samt resulterer i et større miljøaftryk end anvendelsen af fællesvaskerierne.

Det nuværende inventar og generelle indretning af vores fællesvaskerier er desuden snart 30 år gammel og meget utidssvarende og har derfor i høj grad brug for at blive moderniseret.

Så overordnet ønsker vi at gøre noget mere ud af vaskerierne med en gennemgående renovering således at vi overfor nuværende og fremtidige beboere kan promovere os på moderne og indbydende fællesvaskerierne.

Tidsplan for renoveringen er som følger:


Center 1 – 24. april – 29. maj 2023
Center 3 – 8. maj – 12. juni 2023
Center 4 – 22. maj – 23. juni 2023
Center 2 – 6. juni – 7. juli 2023

Vaskerierne vil være lukket for adgang i perioden hvor renoveringen foregår og du vil derfor skulle benytte jer af de andre vaskerier i perioden.

Nyt omkring renoveringen

Byggeri – arbejde fra 16- 16.30

Det er nødvendigt i øjeblikket at give lov til at der arbejdes fra kl. 16-16.30. Der skal skæres huller til det nye ventilationsanlæg i boligerne.

Ryd op og fjern alt

Tag alt væk også beslag til rullegardiner og persienner. Gør det før håndværkerne kommer ind i din lejlighed.

Kan håndværkerne ikke komme til, må lejligheden springes over og det kan betyde en stor eller meget stor regning til beboeren, hvis der senere skal bruges kran for at få de lette havepartier på plads.
Det er dit ansvar der er ryddet op, gjort rent og håndværkerne kan komme til.

Elektrikere i haven

Til alle beboere

Grundet skift af elektriker er elektrikerne nødt til at arbejde i dag. Vi har ikke vidst noget om dette og det er desværre ikke blevet meldt ud til beboerne.

Der bliver trukket ledninger oppe på taget. Det er ikke noget arbejde, der larmer, men de går på stilladset. Så hvis I ser håndværkerne gå rundt på stilladset omkring blok 2 så er der en god grund til det.

Vi beklager meget, at det ikke har kunnet meldes ud tidligere.

Med venlig hilsen
Administrationen

3. Juni 2016 – Renoveringen er klar til næste etape

Efter en opstart, der på beklageligvis bød på lidt forsinkelser, er arbejdet på Morbærhavens prøveblok nu overstået. Vi takker beboerne i prøveblokken for deres tålmodighed og samarbejdsvillighed.

Gode erfaringer fra prøveblokken
Prøveblokkens formål var, at vi i rådgiverteamet og hos entreprenøren fik mulighed for at gøre os nogle erfaringer med renoveringen, inden den blev foldet ud i hele bebyggelsen. Tegninger svarer sjældent til de virkelige forhold og fordelen ved en prøveblok er derfor, at vi kan se, hvordan forholdene i boligerne faktisk er. På den måde kunne vi se, om vi helt konkret kan gribe resten af renoveringen an som planlagt.

Uforudsete forhold og forsinkelse
I løbet af arbejderne på prøveblokken dukkede der nogle uforudsete forhold op, som forsinkede processen, da det viste sig, at renoveringen ikke kunne foregå som først planlagt. Derfor gav det os nogle vigtige erfaringer, som kommer til gavn i resten af renoveringen. Det hjælper os desuden til at planlægge på en måde, der kan overholde tidsplanen for resten af blokkene. Forsinkelserne forsøger vi at indhente, så hele projektet ikke forsinkes.

Køkkener
I forhold til den dialog, der har været på Facebook vedrørende køkkener, kan vi informere om at køkkener Aldrig har været en del af byggesagen. Der arbejdes på at finde en fremtidig løsning og finansiering over vedligeholdelseskontoen eller lignende.

Tag, facader og ventilation
Et lyspunkt er, at de vigtigste og mest grundlæggende ting i forhold til renoveringen ikke står til diskussion og selvfølgelig vil blive gennemført. Hovedopgaverne består i udskiftning af husenes tage og udskiftning af de lette havepartier. Boligerne vil desuden få nye decentrale ventilationsanlæg, som er mere funktionelle i drift. Derudover giver de en væsentlig bedre brugsværdi og sundere boliger med bedre indeklima.

Ingen asbest i tagplader
Vi har forstået, at der har været bekymring blandt beboerne om risikoen for asbest i de tagplader, som udskiftes under renoveringen. Det er vigtigt for os at pointere, at der ikke er asbest i og omkring tagpladerne, der er taget prøver og lavet tests. Der er derfor ingen grund til bekymring i forhold til asbest i boligernes tagplader.

Opstart af næste etape
Afslutningen af arbejdet på prøveblokken betyder, at entreprenøren nu er klar til at gå i gang med byggeriets næste etape, hvor arbejdet på den næste blok kan gå i gang. Vi ser frem til at arbejde videre i Morbærhaven.

Undersøgelser af boligerne i Morbærhaven                                                                                           Der er blevet udført undersøgelser i et bredt udsnit af boligerne.
Der er foretaget prøver af luften i tagkonstruktionen over boligen og af luften inde i boligen.
Der er som forventet, konstateret skimmelforekomst i tagkonstruktionen over nogle af boligerne.
Samtidig er det undersøgt om indeklimaet i de berørte boliger påvirkes af skimmelvækst i tagkonstruktionen uden for boligen. Undersøgelsen viser ingen tegn på at skimmel i tagkonstruktionen har bevæget sig ind i boligen og dermed ingen påvirkning af indeklimaet.
Renoveringen af Morbærhaven omfatter nyt tag, isolering af tag og ventilation af boligen. Alle disse tiltag nedsætter risikoen for fremtidig skimmelvækst og særligt ventilationen mindsker risikoen for indeklimaproblemer i relation til skimmel.

Evt. faktaboks – Hvorfor renovering?
Morbærhaven er opført i 1969-71. Med sine 45 år har byggeriet  helt naturligt behov for at blive renoveret for at kunne leve op til de krav, der er til energiforbrug, indeklima og miljø.

De lette facader er i dag skyld i et stort varmetab og er en nem adgang ved indbrud. Renoveringen sikrer, at boligerne bliver bedre til at holde på varmen og sikrer samtidig bedre mod indbrud.

Eternittagene har udtjent deres levetid og skal udskiftes til stålpladetage med efterisolering. Øget isolering og ventilation medfører et sundere indeklima i boligerne.

 

Danakon & Styregruppen

2. Juni 2016 – Undersøgelser af boligerne i Morbærhaven

Der er blevet udført undersøgelser i et bredt udsnit af boligerne.

Der er foretaget prøver af luften i tagkonstruktionen over boligen og af luften inde i boligen.

Der er som forventet, konstateret skimmelforekomst i tagkonstruktionen over nogle af boligerne.

Samtidig er det undersøgt om indeklimaet i de berørte boliger påvirkes af skimmelvækst i tagkonstruktionen uden for boligen. Undersøgelsen viser ingen tegn på at skimmel i tagkonstruktionen har bevæget sig ind i boligen og dermed ingen påvirkning af indeklimaet.

Renoveringen af Morbærhaven omfatter nyt tag, isolering af tag og ventilation af boligen. Alle disse tiltag nedsætter risikoen for fremtidig skimmelvækst og særligt ventilationen mindsker risikoen for indeklimaproblemer i relation til skimmel.

Styregruppen